mandag den 10. februar 2014

MUSICAL MANDAG: If/Then

Altså, vi kan jo ikke komme uden om, at det er mandag i dag vel? Og derfor må det altså også være musical mandag! Woohu! Har I glædet jer? Det har jeg i hvert fald - måske ligeså meget som til dén dag, hvor jeg endelig får set den musical, jeg vil snakke om.



Kender I Idina Menzel? Hende dér, der spiller Rachels mor i Glee? Den grønne heks i Wicked? Maureen i musicalen RENT? Hvis I ikke kender hende, så er I i hvert fald gået glip af noget stort, for hende er jeg altså ret vild med. Senest har hun også lagt stemme til Elsa i Frozen - og hvis der er noget, jeg kan lide, så er det at have nye sange med hende, jeg kan lytte til igen og igen.

Udover at være 'aktuel' i Frozen (er man stadig det, selvom man lægger stemme til en figur?), så er hun også med i en ny musical, som jeg er ret så spændt på: IF/THEN. Ikke nok med, at hun er med (og spiller hovedrollen rent faktisk!), så er den skrevet og komponeret af Brian Yorkey og Tom Kitt! Og hvorfor er jeg så begejstret over det? Fordi det er de to mænd, der også står bag én af mine alleryndlingsmusicals Next To Normal - der både indeholder enormt mange catchy sange (jeg kan aldrig få mig selv til at spole videre til en ny sang, når én af sangene fra den musical bliver afspillet på min iPhone), men også en historie, der går lige i hjertet. Nøj! Så selvfølgelig håber jeg også, at IF/THEN bliver sådan en musical (og den selvfølgelig en dag kommer til Danmark - man kan jo altid håbe... ellers må man jo blot se en lousy video-optagelse).

Det lader det dog til - lyt bare til disse sange, er helt sikker på den kan overbevise:



Ved godt, det er ikke er den bedste kvalitet - men bare lyt til Idinas stemme! Så går det hele nok!

Ud fra hvad jeg har læst handler IF/THEN om kvinden Elizabeth, der flytter tilbage til New York for at starte på en frisk efter en skilsmisse - og så om hvilke forskellige veje, man kan vælge at tage i livet. Lidt noget andet end grønne hekse, operafantomer og flygtende galejslaver - men det gør mig ikke så meget. Det viser blot, at musicals er meget mere end glimmer, storslående dansennumre og happy endings; musicals kan også være the real deal og omhandle os uden at pakke det hele ind. Og det er egentlig det, jeg gerne ville frem til med det her indlæg - musicals findes i alle genre (... og så at jeg elsker Idina Menzel, selvfølgelig) og det er jeg meget stor fan af. For der er bare et eller andet helt særligt som sang og skuespil kan sammen; så mange følelser kan blive beskrevet med blot én poetisk sætning eller en lille melodi, der bare giver mening. Det er svært at forklare, men dog det allerbedste og grunden til, at musicals er så fantastisk i min verden; måden hvorpå det hele passer og sammen fortæller en historie.

Musicalen åbner vist nok først på Broadway d. 30. marts 2014, så hvis I er på de kanter, så slå lige et smuk forbi. Ellers kan I sidde sammen med mig og vente i spænding på, at der på et tidspunkt bliver udgivet et officielt soundtrack. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at lytte til dårlige optagelser af musicalsange (for jeg har ret mange af dem på min computer) - men et ordentligt soundtrack kunne være rart.
Derudover kan der også nævnes, at Anthony Rapp er med - et kendt ansigt, hvis man har set filmen RENT, hvor han spiller Mark (som varmt kan anbefales!). Og det er jo lidt sjovt at han er med, når både Idina og ham før har spillet RENT sammen på Broadway og film!

... det synes jeg i hvert fald.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar