torsdag den 6. marts 2014

Opsummering

Marts går så dejlig hurtigt og inden vi ser os om, så har jeg fødselsdag og er blevet ét år ældre - er det ikke bare fantastisk!? Og inden I begynder at kommentere det: Nej, man kan aldrig glæde sig for meget til sin fødselsdag! Og ja, det er i orden, at minde folk - især ens klassekammerater - om det konstant! Det skal nydes, ska' det!

Siden vi sidst så hinanden - eller, siden jeg sidst skrev et indlæg om tanker og alt mulig andet herligt, der foregår i mit liv, så er der faktisk sket lidt.

Altså, for eksempel har jeg min yndlingsgulecardigan på i dag, og dét er især noget, der gør glad!


Derudover har jeg faktisk også haft en ganske tålelig dag i skolen, hvor vi blandt andet havde besøg af sådan én studievejleder, der render fra skole til skole for at informere os om alle de vigtige detaljer omkring dét at skulle vælge, hvad man vil resten af sit liv. 

På et tidspunkt skrev jeg, at jeg gerne ville til Skotland og studere engelsk (eller måske nævnte jeg det bare kort engang herinde) - men planerne har ændret sig. Og det er måske egentlig meget godt.
Jeg snakkede med min studievejleder om det og ikke nok med, at det er dyrt, så virker det også bare mega uoverskueligt og jeg er slet ikke sikker på, jeg egentlig har lyst til at være væk fra alle i fire hele år. På den anden side, så bliver man jo klog og det ville helt sikkert være vildt spændende! Men (der er jo altid et men) - jeg kunne bare mærke, som jeg sad der og snakkede med hende vejlederen, at det rent faktisk ikke var dét jeg ville. Og for at være helt ærlig, så er jeg heller ikke særlig sikker på, at jeg vil læse engelsk - uanset hvor højt, jeg elsker engelske bøger og hvad der nu hører dertil. Jeg har vist bare indset, at dét hører til i fritiden. Og jeg rent faktisk ikke læser særlig mange bøger mere. 

Så nu har jeg altså kastet mig ud i nye eventyr, der virker lidt mere overskuelige - og som jeg glæder mig ret meget til. Jeg skal nemlig på højskole i mit sabbatår! Juuuhu! Ja, det er også dyrt, men plusset er, at jeg kan overskue det, har en dejlig mavefornemmelse og glæder mig ret meget til det.
Egentlig er det slet ikke noget, jeg har gået og tænkt på, at jeg gerne ville, men da Katja, efter hun startede på sin højskole i år, begyndte at snakke så begejstret om det....så kunne jeg alligevel ikke lade være med at undersøge det og gå og tænke på, om det overhovedet var noget for mig sådan noget - det har jeg i hvert faldt brugt ret mange nattetimer på at spekulere over, når jeg ikke kunne sove. Og så - bum! Pludselig havde jeg fundet en og tilmeldt mig til foråret 2015 på en teaterlinje - af alle linjer! - og pludselig har jeg plan for, hvad jeg egentlig skal lave i mit sabbatår, hvilket er rart og klart kan anbefales. Nu har jeg noget at se frem til, når gymnasielivet bliver lidt for trist og jeg bare føler, at dagene snegler sig afsted...

Jeg har desuden også fundet ud af, hvad jeg gerne vil studere ... Et lille hint: Teater. Og at jeg var til åbent hus på Københavns Universitet for at høre om det, hvor det virkelig bare lød for godt til at være sandt og hvor det helt kriblede i fingrene for at komme hjem og fluks sende en ansøgning afsted til studiestart efter sommerferie. Men så havde jeg en snak med mig selv (som et hvert normalt menneske selvfølgelig har nogle gange) og vi blev enige om, at jeg lige skal få den dér skoletræthed ud af systemet, inden jeg overhovedet skal begynde at tænke på universitet. Det ville være synd, hvis den skulle gå ud over dét - og så glæder jeg mig jo også til det andet! Og selvfølgelig bliver mit snit så godt, at jeg sagtens kan vente med at søge ind til næste år! ...ikke? 

Så jeps. Fremtiden er reddet (eller, der er i hvert fald tænkt over den) og jeg kan nu gå i seng med ro i sindet! :)

P.S. Hvis I har læst det her - så tak <3 Det blev vist langt ...

8 kommentarer:

  1. Hvor godt du er kommet frem til noget og ikke er frustreret over det mere. Hvor skal du på højskole henne? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg godt nok også! - Selvom det vel egentlig er lidt dumt at gå og være frustreret over det; man har jo hele livet foran sig. En højskole lidt uden for Århus :)

      Slet
  2. Ih, det lyder spændende med højskole og teateruddannelse! Er det det dér teatervidenskab?

    Baseret på min egen erfaring kan jeg i øvrigt kun anbefale netop at komme lidt væk fra skolelivet mellem gymnasiet og den videre uddannelse. Jeg arbejde selv i tre år (planen var egentlig, at det kun skulle være et, men den smuttede vist ;)), hvor jeg i løbet af den periode dels lærte en masse om mig selv og det at være voksen og dels fandt ud af, hvad jeg egentlig havde lyst til at arbejde med og uddanne mig indenfor. Ligesom dig overvejede jeg længe at uddanne mig inden for min hobby (i mit tilfælde noget mediegrafiker-agtigt), men jeg kunne pludselig også mærke, at det altså skulle høre fritiden til. Så fik jeg arbejde i en vuggestue - og så gik der ikke længe, før jeg var sikker på, at jeg skulle dén vej. Og på mit studie kom det mig i øvrigt virkelig til gode at have lidt erhvervserfaring inden for området, så jeg er i hvert fald glad for, at jeg fik prøvet noget andet end skolelivet og derigennem fik lyst og motivation til at læse videre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps! Det lød virkelig bare som den perfekte kombination af alt det, jeg godt kan lide - så det er planen indtil videre. Man ved jo aldrig, om man finder på noget andet... Det tror jeg nu ikke lige foreløbig :)

      Tror også det er sundt bare at komme væk fra det hele - og ikke lade en skole/karakterer definere en for et stykke tid. Uanset hvor meget, jeg er fristet til at starte. Skal lige have tid til at få lidt ro, tror jeg og ikke stresse mere over ting, der skal afleveres og hvad ved jeg.

      Er glad for at høre din historie! Det er helt rart at høre sådan noget... føler der bliver lagt så meget pres på en med hensyn til at man skal vælge NU og hvor mange sabbatår man skal tage og hvad ved jeg. Så er det rart at få et lidt andet syn på det :)

      Slet
  3. "ja, det er i orden, at minde folk - især ens klassekammerater - om det konstant!"
    Jeg ved sgu ikke om jeg er helt enig med dig dér xD

    SvarSlet
    Svar
    1. ... Ulempen ved at ens klassekammerat(er) læser ens blog xD Hold mund, Sissel! Det er vigtigt. Man har kun fødselsdag én gang om året, jo! Det skal fejres - og nydes! <3

      Slet
  4. GODT GÅET BECCIS!! Se, du fandt sgu ud af det, alligevel! :D Og Teatervidenskab - så meget dig! Jeg er så glad på dine vegne, også selvom du hverken er begyndt på højskole eller er 100 på, at det er teatervidenskab du skal læse, men bare at du er kommet lidt tættere på og har fået nogenlunde 'ro' i hovedet - dét er jeg glad for, på dine vegne :D (Giver det mening?)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha! Ja - for nu. Hvem ved, hvor jeg er henne om et år eller hvad jeg ender med? Men det er rart have en idé om det... og selvom jeg jo egentlig ikke behøver det. Der er jo laaaaang tid til, jeg egentlig skal til at tage dén beslutning. Og så alligevel ikke. Men først skal gymnasiet lige overstås :)

      Ro i hovedet er jeg ret stor fan af - og også søde mennesker som dig! ;)

      Slet