mandag den 21. april 2014

MUSICAL MANDAG: Den store finale

Som jeg vist slog fast sidste mandag, så har jeg været ret så elendig til at skrive om musicals her på bloggen - også selvom min header så pænt indikerer (godt nok i parentes), at der også skrives om dét herinde. Well, jeg må vel bare ind i kampen igen - og det er jeg også klar på! For som min mor sagde, da jeg sad og så et program om en, der var besat af emaljeskilte (spørg mig ikke, hvorfor jeg sad og så DR K klokken elleve om aftenen): "Det kunne jo næsten være dig, Rebecca. Altså med musicals." Det grinte jeg lidt af - for så manisk er jeg da alligevel ikke... Eller, er jeg?



Og så gik jeg ned på mit værelse og kiggede mit iTunes bibliotek igennem og så, at en ret god portion af mine sange rent faktisk er fra musicals. Bagefter kiggede jeg rundt omkring mig - mine vægge bærer vist også tydeligt præg af, at jeg ret godt kan lide det dér syngende, storslået teater. Men altså! Hvis bare det gør glad - så er det hele jo meget godt. Og hey, livet er jo én stor musical. Hvorfor jeg også har brugt en stor del af aftenen igår på at sidde og se The Sound of Music - live-optagelsen - på TV2 Charlie (Ja - først DR K, nu Charlie...). Jeg har godt nok set den før, men tænkte jeg ligeså godt kunne se den igen - bare for virkelig at få bekræftet, at Carrie Underwood er en elendig skuespiller. Og at Stephen Moyer bare bliver pænere og pænere og Laura Benati sjovere og sjovere.

Igen brillierede min mor, der sad ved spisebordet, med en kommentar, som fik mig lidt til at tænke lidt over livet (eller musicals - potato, potarto): "Er den ved at være slut nu? Det lyder det i hvert fald som om!" Hvortil jeg kunne svare: "Ja - det er den! Hvordan kunne du dog høre dét?" Indtil det gik op for mig, at næsten alle slut-sange i musicals - finalerne - lyder ret ens og vel egentlig har det samme formål: Sangen skal være storslået, binde slutningen sammen med starten, så man oplever genkendelsens glæde, men samtidig også erfarer, at der er sket en udvikling og sidst men ikke mindst, få en til at forlade teatret i højt humør (eller stortudende hvis det er Les Misérables, man har været inde og se...) og hovedet fuld af god musik!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg faktisk ikke særlig vild med The Sound of Music - i hvert fald ikke i dén udgave, så jeg havde ikke rigtig en følelse af, at det var noget, jeg skulle se én gang til; to gange er mere end nok. Til gengæld har jeg nogle andre yndlings-finalesange, som aldrig fejler når det gælder dét at give mig gåsehud, tårer i øjnene og et vemodigt hjerte - og en kæmpe trang til at se dem alle sammen én gang til! Eller bare lytte til soundtracket på repeat.




Wicked er min all time yndlingsmusical - uden tvivl! - og som jeg var så heldig (okay - skulle selv betale for hele turen...) at se i London sidste sommer, sammen med en veninde. Allerede fra første sang af havde jeg tårer i øjnene, og da det hele sluttede med denne sang -- av mit hjerte! Slutningen på historien kombineret med den flotte musik og helt igennem magiske stemning; det gik lige i hjertet og er ét af de øjeblikke, jeg er ret sikker på, jeg altid vil huske. Og nå ja - jeg vil gerne tilbage og se den igen; et ønske som dét at trykke på "afspil" kun forstærker. 


Jeg ved ikke med jer, men jeg er ret vild med Den Lille Havfrue - og også musicalen fra Broadway af, der simpelthen har den pæneste finale-sang. Tilpas episk, tilpas god - jeg er fan og lytter til den ret tit, når jeg cykler hjem fra skole af. Så afslutter man ligesom skoledagen på en god måde, synes jeg og bliver helt glad, fordi - ja - Eric og Ariel får jo hinanden og hun kan gå!


No Day But Today er min yndlingssang fra musicalen RENT og hvis den bliver afspillet, så er jeg ikke bleg for at skråle vildt meget med! For så god er den nemlig - og hey, der er jo no day but today og alt det dér, ikke? Den fanger stemningen perfekt og gør en tilpas tris, men også glad; for det er jo dét RENT handler om - at man skal nyde livet og se det gode i det dårlige. 


Dogfight er som sagt én af mine nyeste favoritmusicals (ja - jeg hører stadig soundtracket på repeat), hvorfor dens finale selvfølgelig også skal med i det her indlæg. Det fortjener det næsten; for den er mega sørgelig, men samtidig også vildt tilfredsstillende på en eller anden måde. Ja, man sidder og tænker - hvorfor slutter det hele nu!? Men samtidig tænker man også: Wauw, det er smukt det her - jeg tror ikke, jeg ville have den skulle slutte på nogen anden måde. Eller - det tænker jeg i hvert fald og så græder jeg lidt og hører soundtracket fra start til slut endnu engang.

Af andre gode, som jeg også elsker ret højt, kan der nævnes den fra Newsies, Pippin, Once (<3) og så den 15 minutter lange sang fra Phantom of the Opera, hvor fantomet har kidnappet Christine og Raoul prøver at redde hende - SÅ godt og intenst! Jeg ender altid med at sidde og høre den igen og igen; det er lidt som en god historie, man bare ikke kan få nok af! Selv synes jeg lidt, det er som en syngende lydbog (og det er jo kun et plus i min verden) - for det er vel egentlig faktisk, hvad en musical er. En historie, der bliver sunget! Hvorfor den selvfølgelig også fortjener en god og tilfredstillende slutning, der ikke er forhastet; ligesom en bogs slutning også gerne skal give mening og få læseren til at tænke og komme igennem hele følesesregisteret. Og til det sidste - det er sådan en sang dér altså ret god til. 

Rammer en finalesang plet og formår at gøre alt det, som den nu skal - så er den altså rigtig, rigtig god. Og så er den helt sikkert også én af mine favoritter!

Har I en sang, som I tænker, vil kunne opsummere jeres liv perfekt - hvis livet nu var en musical (hvilket det jo selvfølgelig altid er!)? 

2 kommentarer:

  1. Hej Rebecca
    Hvor i London så du Wicked? Eller spilles den kun et sted? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej!

      Wicked spilles i teatret Apollo Victoria lige ved Victoria Station, hvor musical har spillet lige siden, den åbnede i 2006 :)

      Slet