mandag den 1. september 2014

På den igen


Overstående er et billede af yours truly. Eller, I ved, bare mig. En træt studerende hjemvendt fra verdens længste dag (9-17, ikke verdens sjoveste tidspunkter at møde og have fri på, hvis jeg selv skal sige det), men også en rigtig, rigtig god dag og jeg kan nu sige, at jeg har haft min første rigtige dag på uni.

Vi blev introduceret til to af vores fag og som jeg sad dér og lyttede til læreren, gik det op for mig, at det er dét, jeg skal de næste tre år: Lære en hel masse og kun fokusere på det, jeg allerbedst kan lide - teater. Jeg skal læse dramaer, analysere forestillinger, lære om, hvordan det hele bliver til og bare blive så meget klogere på alt det, jeg slet ikke vidste, man kunne snakke om, når man snakker teater.
Jeg ved ikke, om det er at jinxe det, men jeg glæder mig virkelig til at komme rigtig igang - også selvom der er en hel masse, der skal læses (faktisk rigtig, rigtig meget...). Jeg glæder mig til at fordybe mig i noget, som oprigtigt interesserer mig og glemme alt om matematik, fysik, biologi og hvad jeg ellers blev trukket igennem i gymnasiet.

I morgen er mit hold/årgang (vi er kun lidt over 30) blevet inviteret ind for at se Erasmus Montanus på generalprøve i Skuespilhuset og dét ser jeg også ret meget frem til. Jeg mener - med Thure Lindhart i hovedrollen kan det næsten kun blive godt og så er jeg desuden ret så stor fan af, at jeg også får lov til at se så meget teater.
Og ellers så vil jeg prøve at skrive så meget herinde som muligt. Ja, ja, jeg ved det; jeg siger det hver eneste gang, men jeg mener det! Her i går sad jeg og blev helt sentimental, fordi jeg kom i tanke om, at hvis jeg ikke havde rykket min blog til blogspot dengang i januar, så havde jeg rent faktisk haft blogindlæg fra den allerførste gymnasietid til den allersidste. Det er lidt underligt at tænke på, at jeg har delt min hverdag i mange år, og det kunne egentlig være lidt sjovt at kigge tilbage på nogle af de gamle indlæg, især hvor jeg nu er kommet til endnu et nyt kapitel i mit liv. Men jeg får sikkert ikke særlig meget tid til det - altså til at dokumentere det hele. Det skader dog ikke at prøve. Nu må vi se...

2 kommentarer:

  1. Hvilke fag har du? :D Er da lidt nysgerrig.

    SvarSlet
  2. Jeg har kulturteori med akademisk praksis, dramaturgi og teaterhistorie :) Indtil videre har jeg kun haft først- og sidstnævnte, men de virker ret så spændende!

    SvarSlet