søndag den 26. oktober 2014

Kan I holde på en hemmelighed?


Vi er enige om, at man her i blogverdenen ikke dømmer hinanden? Sådan helt-helt enige, ikke? I så fald kan jeg godt dele min hemmelighed med jer. Det har taget mig lang tid, at tage mod til det - men here goes: Jeg har brugt hele min efterårsferie på at sidde og se den seneste sæson af den britiske udgave af den store bagedyst og da jeg fandt ud af, at DR1 er begyndt at sende tredje sæson hver morgen klokken 7, var min lykke gjort og jeg har sat mit fjernsyn til at optage det, så jeg kan se det, når jeg kommer hjem fra uni. Også selvom jeg har set den én gang før.

Ja, ja - det er de små glæder I livet, men er I klar over, hvor god den britiske udgave af? Hvor meget den bare emmer af bedstemor, bagelyst, britisk charme og alt for mange gode puns about buns?

Al den bagedyst fik mig dog til at tænke på noget: Jeg er elendig til at bage, så chancerne for, jeg nogensinde ville kunne vinde - eller bare være med i sådan noget - ville være ret minimale. Til gengæld er jeg god til så meget andet!

Her er nogle af de konkurrencer, jeg med garanti ville kunne vinde:

Den store sove-dyst: Jeg sov til klokken 14.00 i dag. Det var rart og lidt sent - hele min dag er jo gået... Hvad sker der? Ingen ved det. Godt det skiftede til vintertid i dag, så jeg rent faktisk ikke stod op klokken 15 og kunne få endnu mere dårlig samvittighed.

Den store natteravn-dyst: Er ret så god til at holde mig vågen hele natten - det kunne eventuelt også være grunden til, at jeg ville kunne vinde sove-dysten.

Den store bage-dyst: Hvis det gik ud på, at man skulle spise kage og ikke bage det. 

Den store pandekage-dyst: Hvis der er én ting, jeg kan finde ud af at bage, så er det altså en mean pandekage! Si'r det bar'! Det tror jeg dog desværre ikke, man kommer særlig langt med. Har I nogensinde set nogen i bagedysten lave pandekager? Nej, vel?

Den store softice-dyst: Mine tre år i Frellsen Chokolde har ikke været forgæves, for endte med at blive ret habil til at lave de dér softices. 

Den store chokolade-dyst: Igen - Frellsen har klædt mig godt på til at vinde den her konkurrence, hvis det gik ud på, hvor meget chokolade man kunne spise indenfor 2 timer...

Den store kaffe-dyst: Hvis den gik ud på, hvor mange kopper kaffe, man kan drikke på en time, så tror jeg sagtens, jeg kan vinde. I sommers 'kom jeg til' (ha!) at drikke 5 store kopper kaffe på én time - har aldrig nogensinde prøvet at føle mig rastløs før. Det hele endte ud i, at jeg gjorde hele huset rent (Ja! Også mit værelse - det plejer ellers aldrig at ske) og segnede om en time efter.

Den store musical-dyst: Hvis det gik ud på, hvor falskt og entusiastisk man kunne synge sangene, mens man gjorde rent og var alene hjemme.


Og hvad kan vi konkludere ud fra dette indlæg? Absolut ingenting! Udover at jeg selvfølgelig burde være konceptudvikler på en masse nye programmer (hvis TV-et-eller-andet kan sende "Den store strikkedyst", så er der helt sikkert også en masse interesse i "Den store sovedyst" (eller er dét bare Ramasjang om natten??)).

Håber I har haft en fantastisk efterårsferie, hvis I har været så heldige at have haft sådan en (den var godt nok tiltrængt...) og så selvfølgelig også, at I har haft en god weekend. Nu er det jo et stykke tid siden ferien - faktisk (begræder stadig tabet af den).

Hvad ville I have gode chancer for at vinde i?

2 kommentarer:

  1. Den store overspringhandlings-dyst - dér er jeg vinderen! ;)

    SvarSlet
  2. 'Natteravn/sove længe/ b-menneske-for evigt'-dysten
    'Papvins'-dysten
    .. den med kaffe, en med marcipanbrød og sikkert mange mange flere (:

    - Kit

    SvarSlet