tirsdag den 13. januar 2015

MUSICAL ANBEFALING: Spring Awakening på Teater Vestvolden


Hermed en lille anbefaling af en musical, selvom klokken i princippet siger, det ikke er musical mandag mere.

For et par år siden - ja, faktisk dengang jeg startede i 1.g og ikke vidste, hvad jeg skulle i mit liv (aner jeg stadig ikke; der er ikke så meget der har forandret sig, hva'?), var jeg med i sådan en lille skolemusical. Det har jeg snakket om HER, hvor man også kan høre mine yndlingssange.
Ret hurtigt blev Spring Awakening én af mine alleryndlingsmusicals og jeg lavede ikke andet end at høre sangene, se musicalen i dårlig liveoptagelser på youtube og opstøve interviews med skuespillerne. I ved - jeg blev en ret hardcore fangirl.

Her forleden zappede jeg forbi TV2 Lorry i min feriekedsomhed og - vent et øjeblik! Kendte jeg ikke den sang, der blev sunget? Jo, jeg gjorde så! Hurtigt blev min opmærksomhed fanget, og jeg fandt ud af, at musik- og teaterforeningen Fragmentet opsatte selv samme musical, som jeg tilbage i 2011 blev så forelsket i. Fluks fik jeg skrevet til min studieveninde om vi ikke skulle ind og se den - og nu sidder jeg her efter endt musical og er mere end bare glad.

Hold da helt magle - den var god!

Spring Awakening er en rockmusical, der handler om en flok teenagere i 1800-tallets Tyskland, der ikke rigtig kan finde ud af det; deres historie er fyldt med hormoner, uvidenhed og presset fra samfundets og familiens forventninger. Alt sammen akkompagneret af Duncan Sheiks helt fantastiske musik og Steven Saters spot-on sangtekster. Som var det indre monologer, de rockede ud til.

Der er bare et eller andet helt specielt over Spring Awakening, hvorfor det gjorde mig så glad, at Fragmentets udgave levede fuldstændig op til mine forventninger. Den var kreativ i sin scenografi, men mistede aldrig den intimitet og enkelhed, som hører stykket til - og alt imens var skuespillerne helt fantastiske, sang vidunderligt og tog mig gennem hele følelsesregistret - fra latter til tårer og mere end dét. Det var dælme smukt og gjorde bare en anelse (læs: meget) ondt i hjertet. Også selvom jeg i princippet godt vidste, hvordan den endte. - Teater når det er allerbedst!

Hvis I har mulighed, synes jeg helt klart, I skal smutte forbi Teater Vestvolden i Hvidovre, hvor forestillingen spiller til og med på lørdag - altså d. 17. januar. I kan købe billetter HER - det er altså 100kr givet godt ud, for det er én af de allerbedste musicals, der findes.

2 kommentarer:

  1. Ih, jeg er SÅ glad for, at vi (okay, Xenia) nåede at opdage stykket takket være dig! Det var virkelig en positiv oplevelse!

    Jeg har - trods mange års gode intentioner - aldrig fået set stykket eller hørt musikken, så jeg gik derind helt uden noget sammenligningsgrundlag, men med en fornemmelse af at skulle se en amatør-agtig forestilling. Men det var slet ikke tilfældet! Jeg var fanget hele stykket igennem, dybt optaget af de forskellige fortællinger, smukke sange og twist, jeg ikke så komme. Også de varmeste anbefalinger herfra - og tak for din anbefaling til os! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde det på helt samme måde! Havde ingen forventninger og var sådan helt "haha, det er jo bare amatør, men det skal nok blive hyggeligt alligevel! - havde slet ikke forventet at sidde med SÅ mange tårer i øjnene tilsidst og at hoppe af glæde hele vejen hjem!

      Fedt, at det var første gang, du så og hørte det! Det gad jeg egentlig alligevel godt prøve igen!
      Hvis du vil se det originale stykke med Lea Michele og Jonathan Groff, så youtube "Spring Awakening part 1 of 9" eller sådan noget - brugeren hedder WendIaBerman (med L-'et som et stort I). Det var den første jeg så dengang. :)

      Og det var da så lidt! Faldt - som sagt - også selv over det ved et tilfælde. Man burde holde lidt bedre øje med sådan noget...

      Slet